be nyheder

Nicolai i front for vores ABA og service

Det er oplagt at sige, at 38-årige Nicolai Kanstrup Sejr Rasmussen virkelig brænder for sagen! Det har han gjort lige fra dag ét hos os. Det er snart fem år siden, og Nicolai har på den tid videreudviklet sit speciale betydeligt. Af den grund, og fordi han menneskeligt er meget afholdt, har vi gjort ham til hovedansvarlig for ABA og service.

Imødekommende, humørfyldt, samvittighedsfuld og kompetent. Det er førstehåndsindtrykket af Nicolai, der er opvokset og uddannet elektriker i Aarhus. Derudover er han også en beskeden fyr. Han skulle i hvert fald lige sunde sig på muligheden for at avancere og stå i front for ABA og service og de p.t. seks kollegaer her.  

Nicolai forklarer:

Jeg har aldrig set mig selv som ledertypen, og tanken om det administrative ansvar i rollen virkede umiddelbart afskrækkende. Efter nærmere overvejelser og med garanti for, at jeg ikke helt ville blive frataget den praktiske fordybelse i opgaverne, som altid har motiveret mig, takkede jeg dog ja.

Udenfor sit arbejdsliv er Nicolai bosat ca. 40 km nord for Viborg og far til to mindreårige døtre i en 7/7-ordning. Det har haft indflydelse på Nicolais beslutningsproces. Men vi havde på den anden side også indsigt i Nicolais livsvilkår, da vi gik i dialog med ham om stillingen.

Vores direktør, Brian Bryrup, udtaler:

Med årene er lykkes os at skabe en sund kultur, hvor fleksibilitet går begge veje. Som virksomhed tror vi teoretisk på, at tilfredshed i jobbet følges med et velfungerende privatliv. I praksis belønner vi således ekstra-indsatsen med ekstra frihed uanset titel og ansvar. Det kan måles på både trivslen, udviklingen og ancienniteten. Det er Nicolai seneste eksempel på, og det er jeg stolt over.

 


Læs mere om samme emne: